• Maritime People Club

Maritime People Club udvider rådgiverteamet

Louise Windelboe, der er uddannet skibsfører og har 20 års maritim erfaring, bliver karriererådgiver i Maritime People Club: “Jeg er superglad for at komme med fra starten og dermed være med til at forme indholdet i den nye forening”.


Louise Windelboe har sejlet som matros, styrmand og kaptajn på mange forskellige skibstyper, herunder sandpumpere, redningsskibe, et havundersøgelsesskib, et palleskib, en rock dumper, dykkerskibe, bulkcarriers, en kabellægger, livestock, ro/ro, containerskibe, coastere og norske supply- og ankerhåndteringsskibe.

Derudover har hun arbejdet som HSEQ manager under opbygningen af en havvindmøllepark i England og som offshore superintendent på et kabelskib med en 30 mand stor besætning at holde styr på. Og så har hun været marine warranty surveyor med rejser rundt til skibsinspektioner, grundstødninger, flytninger af borerigge og kabellægninger mellem havvindmølle.

Endelig har hun bidraget med anbefalinger til rederierne om, hvordan de rekrutterer og fastholder flere kvindelige medarbejdere til søs.

- Min brede erfaring, herunder med rekruttering til landbaserede roller, giver mig et stort kendskab til de mange forskellige jobmuligheder, den maritime verden rummer. Både til søs og i land, siger Louise Windelboe.

- Jeg glæder mig meget til at bruge min personlige erfaring til at hjælpe medlemmerne, både derude på søen og herinde på landjorden.

MPC er jo også noget for mig selv

- Maritime People Club er en foreningen, som jeg selv kan bruge til noget som medlem, og det synes jeg er er rigtig godt udgangspunkt, siger Louise Windelboe.

- Og jeg er superglad for at være med fra starten, så jeg kan være med til at forme indholdet. Det svarer lidt til, da jeg sejlede coaster. Der havde jeg også i høj grad indflydelse på dagsordenen - i modsætning til, da jeg var ude med de store rederier, hvor alle procedurerne allerede havde været på plads i mange år, siger hun.

- Jeg er meget begejstret for at blive en del af Maritime People Club, der er sådan en forening, som jeg selv ofte har savnet gennem hele min karriere, siger Louise Windelboe. Eksempelvis, da jeg:


  • skulle mønstre ud på en ukendt skibstype og ikke vidste, hvordan hverdagen ville være ombord,

  • flyttede til England til et nyt job som HSEQ Manager i offshore vind og ikke kendte skattereglerne,

  • var kaptajn og eneste kvinde og dansker ombord, og manglede et netværk at trække på,

  • var udsat for sexchikane ombord på et norsk ankerhåndteringsskib og ikke kendte mine rettigheder,

  • forsøgte mig som selvstændig marine surveyor, men savnede vidensdeling og juridisk rådgivning, og

  • da jeg blev mor og ikke ville beholde mit job med 100 årlige, spontane rejsedage og savnede sparring om alternative karrieremuligheder.


- MPC er en klub, hvor Danmarks hårdeste kerne af maritime rådgivere står klar til at hjælpe medlemmerne. Det synes jeg selvfølgelig også er fedt.

Karriererådgiver

Som karriererådgiver i Maritime People Club kommer Louise Windelboe blandt andet til at hjælpe medlemmer med at afklare deres kompetencer og omsætte dem til muligheder i andre stillingstyper. Det kan eksempelvis være, hvis man ønsker at skifte mellem sø og land, men har brug for sparring for at se alle de forskellige landbaserede jobmuligheder.

Louise Windelboe vil derudover rådgive medlemmerne om:

  • offshore certifikater

  • krav indenfor forskellige skibstyper

  • muligheder inden for offshore vind

  • maritim karriererådgivning

  • CV-sparring

  • finpudsning af LinkedIn-profiler og

  • fungere som mentor efter behov.

Kontakt

Maritime People Club

Dronningens Tværgade 7,

Gårdhus 2

1302 København K

mail@maritimepeople.dk

Telefon: (+45) 21 42 13 06

WhatsApp: (+45) 21 42 13 06

  • Facebook
  • LinkedIn - sorte cirkel