Behovet for individuel service og rådgivning på det maritime arbejdsmarked er stort, og det bliver kun større, mener Anders Lindegaard Nielsen, der er Technical Superintendent i MAERSK Drilling Egypt. Som en konsekvens af den udvikling mener han, at der er brug for en helt ny type forening.
- Vi er rigtig, rigtig mange maritime ledere og specialister, der ikke arbejder på en overenskomst, men på individuelle kontrakter, der regulerer vores ansættelsesvilkår: aflønning, performance-baserede elementer, forhold omkring alt fra sundshedsforsikringer og skat til særlige forhold vedrørende eksempelvis hardship, location, tidsbegrænsede projektansættelser, pension - og jeg kunne blive ved, siger Anders Lindegaard Nielsen, der er Technical Superintendent i MAERSK Drilling Egypt og bestyrelsesmedlem i Maritime People Club.
Udviklingen og individualiseringen af arbejdsmarkedet har ifølge Anders Lindegaard Nielsen overhalet de faglige organisationer. De gør stadig nogle ting rigtigt – de gør bare ikke længere de rigtige ting.
Verden har udviklet sig
- Som ung var jeg kunde i Brovst Sparekasse. Der havde jeg min bankbog og jeg gik forbi hver 14. dag for lige at se, hvor mange penge, jeg havde på kontoen. Nu om dage har jeg en anden bank, hvor den personlige rådgivning foregår online via Teams. Det fungerer super godt, jeg er rigtig glad for min bank - selvom jeg har aldrig mødt min bankmand, siger han.
- Min pointe er, at den traditionelle fagforenings tid er forbi. Og den traditionelle overenskomst er død, hvis ikke man som faggruppe kan vise sit værd. Hvis man ikke hver især kan gøre det klart for sin arbejdsgiver, at man gør en forskel, så er man fortid på det maritime arbejdsmarked, der er fuldstændig globaliseret.
- Det handler ikke længere om at konkurrere på sin pris, men sine personlige egenskaber og kompetencer, og vores kontrakter er forskellige, siger Anders Lindegaard Nielsen.
- Det betyder imidlertid, at mange savner hjælp til at gennemgå såvel deres standard- som ikke-standard-kontraktforhold, ruste sig til at forhandle deres egen løn og til at løse en eventuelt tvist med deres arbejdsgiver, så den ikke udvikler sig til en konflikt.
Fremtidens forening
Netop behovet for individuel hjælp fremhæver Anders Lindegaard Nielsen som en af Maritime People Clubs absolutte styrker.
- Maritime People Club tilbyder de hardcore services, som der er brug for og ikke alt muligt andet gøgl. Vi har ikke en dyr adresse eller store lokaler, men lejede kontorpladser. Vi har et fleksibelt set-up, hvor vi trækker på de bedste eksperter efter behov, og vi bruger ikke vores ressourcer på rejser og kongresser og den slags, men fokuserer udelukkende på at give medlemmerne optimal værdi for deres medlemskroner, siger han.
- Ved at være en club på tværs af Det Blå Danmark opnår vi desuden en helt anden diversitet, end hvis vi allesammen lignede hinanden på en prik og kunne nøjagtig det samme. Det gør Maritime People Club langt mere agil som organisation og parat til hele tiden at udvikle sig, så medlemstilbuddene er på omgangshøjde med medlemmernes behov.
コメント