En uge efter lanceringen af Maritime People Club har den nye forenings formand og direktør meget at glæde sig over: En god modtagelse i erhvervet, lykønskninger fra nær og fjern og ikke mindst medlemmer fra et bredt udsnit af Det Blå Danmark.
- Vi er rigtig glade for at have fået slået dørene op til Maritime People Club, siger Jesper Elsborg Bonde, der er udviklingsdirektør i Wärtsila og formand for Maritime People Clubs bestyrelse.
- Jeg har selv både sejlet og arbejdet indenfor offshore oil and gas før jeg gik i land og ved, at vi alle er afhængige af hinanden på tværs af det maritime erhverv. Derfor er det også glædeligt at se, at de medlemmer, der indtil nu har meldt sig ind i Maritime People Club, er spredt over forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, arbejdsområder og sø og land. Det tegner rigtig godt, for det var netop et bredt fælleskab omkring det maritime, vi gerne ville skabe, siger han.
Bygger bro mellem skib og skrivebord
Også Maritime People Clubs direktør, Fritz Ganzhorn, har grund til at være tilfreds efter den nye forenings første uge.
- Der har fra begyndelsen været stor interesse for Maritime People Club og ser vi på, hvem der allerede har valgt at melde sig ind, er det erfarne folk, der arbejder som maskinmestre, navigatører, selvstændige konsulenter, skibsførere og ledere i maritime virksomheder i land, siger han.
- Skibsførerne udgør lidt under halvdelen af medlemmerne på nuværende tidspunkt og kommer fra både de større og de mindre rederier. De sejler primært på DIS-flag, men der er dog også udenlandske flag repræsenteret, ligesom flere arbejder som lods. Omkring en fjerdedel af vores første medlemmer er maskinmestre, der arbejder som eksempelvis maskinchefer i de større danske rederier, superintendents i udstyrsindustrien og inden for offshore olie og gas.
Fra landsiden har Maritime People Club derudover fået medlemmer, der arbejder i stillinger som konsulenter, direktører, CEO og operatører i både den private og offentlige del af den maritime sektor.
- Vi er rigtig godt tilfredse med, at det er lykkedes at komme bredt ud i Det Blå Danmark. Det er netop målet med Maritime People Club; at yde stærk rådgivning om det personlige ansættelsesforhold, og samtidig skabe et fælleskab om det at arbejde i det maritime, siger Fritz Ganzhorn, der glæder sig til at byde endnu flere medlemmer velkommen.
Comments