top of page
  • MPC

Skatterådgiver Jytte Hjorth: “Jeg glæder mig til at hjælpe medlemmerne”

Danmarks formentlig mest erfarne skatterådgiver på det maritime område, Jytte Hjorth, er tilknyttet Maritime People Club. Her vil hun hjælpe medlemmerne med alt fra årsopgørelser og selvangivelser til deres ofte komplicerede skatteforhold og større sager.


Mange ledere og specialister i Det Blå Danmark vil nikke genkendende til navnet Jytte Hjorth. Hun blev hentet til Søfartens Ledere i august 2016 fra et større revisionsfirma, hvor hun i en årrække havde rådgivet netop Søfartens Ledere i maritime skattespørgsmål.


Jytte Hjorth fulgte med, da Søfartens Ledere fusionere med Lederne i oktober 2018 og blev til Lederne Søfart, men valgte at stoppe der ved udgangen af januar 2020. Nu vender hun tilbage til det maritime område for igen at bringe sin store ekspertise i spil for medlemmerne af Maritime People Club.

“Jeg kender jo medlemmerne”

Når Jytte Hjorth har valgt at vende tilbage som skatterådgiver, skyldes det flere ting.

- Først og fremmest bliver jeg en del af et virkelig godt hold i Maritime People Club. Det er alle dygtige mennesker, som jeg kender og værdsætter, og som jeg glæder mig meget til at servicere medlemmerne sammen med, siger hun.

- Medlemmerne og deres skatteproblemer kender jeg jo også, og det bliver en fornøjelse igen at bruge den særlige ekspertise jeg har oparbejdet igennem mange år til at hjælpe og rådgive dem om sømandsskattefradrag, beskatning af indkomst fra udenlandske rederier og andre arbejdsgivere, blandede indkomstforhold, fremmedflag og naturligvis DIS og DAS.

Skat er sjovt

- Jeg lægger stor vægt på den nære, personlige kontakt og individuelle rådgivning, og jeg ved af erfaring, at det er vigtigt for medlemmerne, at vi er tilgængelige, så de kan få de hurtige, gennemarbejdede svar de ofte har brug for - og vedholdenhed i større skattesager, når det er dét, der kræves.


- Jeg er sådan en, der elsker mit fag. Jeg synes virkelig skat er sjovt, og jeg glæder mig rigtig meget til igen at hjælpe medlemmerne med deres indviklede skatteforhold.

bottom of page