top of page
  • MPC

Sådan har Coronakrisen effektiviseret de danske bestyrelser

Coronakrisen har medført nye arbejdsgange og rutiner i de danske bestyrelser. Samtidig med, at bestyrelsesmøderne opfattes som mere effektive, bliver et stigende antal bestyrelsesopgaver nu løst mellem møderne. Det er hovedkonklusionen i en ny undersøgelse foretaget af Scandinavian Executive Institute.


Steen Buchreitz Jensen, CEO i Scandinavian Executive Institute. 


– Den stigende effektivitet i bestyrelserne, som mange oplever, skyldes formentlig, at det dels er meget håndgribelige udfordringer, bestyrelserne skal tage stilling til, dels at krisens voldsomme hærgen simpelthen kræver hurtige beslutninger, siger Steen Buchreitz Jensen, der er CEO i Scandinavian Executive Institute. 

- Det er samtidig interessant, at den tendens, der længe har været i danske bestyrelser til, at stadig mere bestyrelsesarbejde sker mellem møderne, under coronakrisen virkelig slår igennem. Det afspejler, at bestyrelsesmedlemmerne er dedikerede, og det vidner om en generel professionalisering af bestyrelsesarbejdet.

Bestyrelsesmøderne er blevet mere effektive

Ifølge undersøgelsen, som er baseret på svar fra 108 bestyrelsesformænd, bestyrelsesmedlemmer og topledere, peger 49 procent på, at bestyrelsesmøderne er blevet mere effektive.

40 procent af de adspurgte mener således, at effektiviteten under krisen, hvor møderne langt de fleste steder foregår virtuelt, er omtrent den samme som før krisen.

Den stigende effektivitet har ifølge undersøgelsen ikke noget med mødernes længde at gøre, idet et flertal af respondenterne angiver, at bestyrelsesmøderne er af nogenlunde samme længde nu, som før krisen.

Holdt stiftende generalforsamling på Zoom

I Maritime People Club kan bestyrelsesformand Jesper Elsborg Bonde nikke genkendende til, at bestyrelsesmøderne både er blevet afholdt virtuelt og at de har været effektive.


- Jeg kan ikke påstå, at Covid19-situationen har gjort vores bestyrelsesarbejde mere effektivt end før krisen, for vi kom jo til verden midt under det hele, men vi har holdt samtlige bestyrelsesmøder i foreningens historie virtuelt og jeg må sige, at det virkelig har været en effektiv måde at få eksekveret vores launch på, siger han.

- Det virtuelle samarbejde gør det let at mødes, også med kort varsel, og det har fuldstændig ophævet den praktiske betydning af, at et af vores bestyrelsesmedlemmer bor i Egypten. 

Mere bestyrelsesarbejde mellem møderne

På en række områder viser undersøgelsen fra Scandinavian Executive Institute, at et stigende antal aktiviteter er rykket væk fra de egentlige bestyrelsesmøder og i stedet bliver løst mellem møderne.

Blandt andet peger 55 procent af de adspurgte på, at deres interaktion med de øvrige bestyrelsesmedlemmer udenfor de egentlige bestyrelsesmøder er stigende. Samme tendens gør sig ifølge henholdsvis 59 og 37 procent af respondenterne gældende i forhold til bestyrelsens interaktion med CEO og den øvrig topledelse, og interaktionen med aktionærerne.

Det stiller imidlertid store krav til koordinering og kommunikation – og især til bestyrelsesformændene, som skal sikre, at alle er velinformerede, og at medlemmerne ikke kører i hver sin retning.

Også her, kan Maritime People Clubs bestyrelsesformand tilslutte sig undersøgelsens resultat.

- Vi bruger Zoom til vores bestyrelsesmøder og holder dem efter behov - også med kort varsel. Det har sikret en effektiv eksekvering af vores launch gennem et hurtigt feedback-loop, der samler op på de forskellige stakeholderes modtagelse af Maritime People Club, identifikationen af forskellige tekniske og praktiske problemer og spørgsmål fra målgruppen, som skal besvares og deles med det samme, siger Jesper Elsborg Bonde.

- Derudover arbejder vi med en WhatsApp-gruppe, hvor hele teamet bag lanceringen af Maritime People Club konstant byder ind og deler informationer. Og jeg mener virkelig hele tiden. Her gør vi løbende status, evaluerer indsatsen og koordinerer opgaverne indbyrdes. Det kaster naturligvis en del telefonsamtaler af sig, men for at sikre den fælles videndeling i opstartsfasen er WhatsApp-gruppen helt central.

Virtuelle bestyrelsesmøder er kommet for at blive

- Det at holde virtuelle bestyrelsesmøder har virkelig været en effektiv måde for os at eksekvere på, og jeg er ret sikker på, at vi ikke kommer til at ændre væsentligt på den måde at gøre tingene, selvom Covid19-situationen, i hvert fald i Danmark, heldigvis ser ud til snart at være under kontrol, siger Jesper Elsborg Bonde.


- Jeg vil gå så langt som til at sige, at den måde vi afvikler vores bestyrelsesarbejde på fortæller en hel del om, hvad Maritime People Club er for en forening.


Om undersøgelsen

Scandinavian Executive Institutes undersøgelse er foretaget online primo maj 2020 og er baseret på svar fra 108 respondenter. 36 procent af respondenterne er bestyrelsesformænd, og i alt udgør professionelle bestyrelsesmedlemmer to tredjedele af respondenterne.


Læs mere om undersøgelsen her.


Om Scandinavian Executive Institute

Scandinavian Executive Institute A/S udbyder internationale lederuddannelser i Skandinavien, og samarbejder med to af Europas førende business schools, INSEAD i Frankrig og IMD i Schweiz.

Læs mere om Scandinavian Executive Institute her.

bottom of page