Shippingwatch spørger i artiklen ”Danske Rederier må udskyde mål om flere kvinder i shipping et år” ind til hvordan det går målene om at få 75% af Danske Rederiers medlemsvirksomheder til at skrive under på chartret om at sikre en større andel af kvinder i Det Blå Danmark og øge ligestillingen.
”Jeg kan læse, at det ikke går som Danske Rederier havde forventet, men at man mener det skyldes at rederierne har haft travlt med mange andre ting under corona-krisen. Det kan være rigtigt, men hvis det er grunden, sender erhvervet et skidt signal om, at ligestilling er noget vi først vil se på når vi ikke har travlt” indleder Jesper Bonde, formand i Maritime People Club.
Læs artiklen fra Shippingwatch fra den 1. februar 2021 HER (kan være bag login)
Der er skrevet en del om forskellene mellem mandlige og kvindelige ledere og medarbejdere, uden der kan drages faste konklusioner. Den Internationale Valutafond, IMF, har dog analyseret to millioner virksomheder i 34 europæiske lande og når frem til, at virksomheder med flere kvinder i direktion og bestyrelse er mere lønsomme. Der tales meget om, at kønnene har forskellige værdier. Og ser vi på corona-situationen har medierne noteret sig at lande med kvindelige statsledere har klaret sig noget bedre gennem krisen.
- Jeg er ikke helt sikker på, at man kan nå frem til sådanne klare forskelle, men jeg tror at flere kvinder i vores erhverv vil få en betydning på hvordan branchen gør ting og skaber resultater. Derfor deltog jeg selv i møderne, da chartret for flere kvinder i shipping blev startet, fortæller Louise Windelboe, job og karrierekonsulent i MPC med en lang maritim karriere.
- Ærgerligt, at vi ikke er nået længere ude i rederierne. Udover at forsinke processen med ligestillingen i det Blå Danmark, viser corona-pandemien også at verdenen er uforudsigelig. Derfor er det godt at ruste sig med robuste organisationer, alsidige kompetencer og værdier. I mine øjne et super argument for flere kvinder i erhvervet, afslutter Louise Windelboe.
Maritime People Club har 10 % kvinder i medlemsskaren
Comments