top of page
  • MPC

Medlemmerne skal sætte kursen ind i fremtiden

Med en række medlemsmøder vil Maritime People Club definere de mærkesager foreningen skal arbejde for at løse. 



Den nystartede Maritime People Club (MPC) skal, udover at hjælpe og rådgive sine medlemmer individuelt med jura, skat og karriereforhold, medvirke til udviklingen og fremtidssikringen af den danske maritime branche ved at arbejde for vedtagne mærkesager.

- Sådan fremgår det af vores vedtægter, og det er spændende, at vi nu kan gå i gang med arbejdet med vores medlemmer. Ideen er jo at MPC skal være for alle maritime mennesker med en interesse og lyst til at udvikle erhvervet til vores alles bedste, siger MPCs formand, Jesper Bonde.

- Fordi vi er uafhængige og ikke bundet op på at varetage interesserne for en bestemt faggruppe eller en særlig type af virksomheder eller rederier, kan vi arbejde med alle gode ideer – både de store, brede og fremadrettede løsninger og de små, gode og effektive tiltag.

Mærkesager

MPC har valgt begrebet ”mærkesager” så interessearbejdet bliver mere håndgribeligt, fokuseret og målbart – og nu får medlemmerne lejlighed til at give sine input og være med til at beslutte, hvad MPC skal arbejde med.

- Vi begynder bredt, så vi får mange gode ideer og debatter på tavlen. Dernæst stiller vi skarpt på, hvad der er vigtigst og skal på dagsordenen først, som vores mærkesager, siger Jesper Bonde.

Bestyrelsen har tilrettelagt i alt seks virtuelle medlemsmøder, hvor de tre første debatterer et overordnet fokusområde, mens de tre følgende møder tager beslutninger om de konkrete mærkesager. 

De tre fokusområder for MPC og mulige emner er:

Fremtidens skibsfart og Danmark Hvordan vil verdenshandlen udvikle sig? Hvordan vil klima, krav om bæredygtighed, befolkningstilvækst, politik og ny teknologi ændre skibsfarten? Skal Danmark fortsat være en af verdens fremmeste skibsfartsnationer? Hvis ikke, hvad er så målet for den maritime branche og hvilke dele af den maritime branche har størst potentiale for Danmark? Hvis ja, hvordan kan dele af branchen så bedst udvikle og understøtte hinanden? Hvad skal vi ændre og hvor skal der tænkes nyt, for at styrke Danmark i fremtidens skibsfart?

Innovation og omstilling Hvordan kan den maritime branche bedst understøtte innovation og omstilling til en mere bæredygtig og klimaneutral industri? Hvor har den maritime branche de største behov for omstilling og den største effekt? Hvilke løsninger ligger lige for? Hvordan støtter vi alle en maritim innovation og omstilling? Hvor har Danmark og den maritime branche de bedste forretningsmuligheder i en ny og omstillet verden? Hvordan ser fremtidens gode maritime arbejdspladser ud?

Kompetencer og Ligestilling Hvordan ser fremtidens maritime jobprofiler ud? Skal fremtidens maritime ansatte og aktører kunne noget andet end i dag? Hvordan uddanner og udvikler vi de bedste og mest job- og erhvervsrelevante kompetencer til vores branche? Hvordan kommer vi i mål med en fuld ligestilling i erhvervet, så erhvervet kan rekruttere fra begge køn og ikke mindst drage fordel af kønnenes kompetencer? Hvordan sikrer vi relevante jobs til nyuddannede? Hvordan understøtter vi bedst innovation og omstilling gennem maritime uddannelser og jobs?

Virtuelle møder De kommende medlemsmøderne finder sted på de tidspunkter, der fremgår af oversigten nedenfor, og vil have MPCs formand Jesper E. Bonde og direktør Fritz Ganzhorn som mødeledere. 

Som medlem modtager du en mail dagen før hvert møde med et link til onlinemødet på Zoom. Når du op til mødet klikker på linket, bliver du guidet igennem det, der nødvendigt for at kunne deltage.

- Det er nemt - og så langt inde i corona’en er de fleste heldigvis ved at være verdensmestre i Zoom, så vi håber, at mange kan være med - uanset hvor i verden de befinder sig, siger Fritz Ganzhorn.

- Vi har valgt Zoom som platform, da den er lettilgængelig, ikke kræver den store båndbredde og tillader, at mange deltagere samtidig kan være på med billede. Det gør det muligt at få flest mulige medlemmer med - uanset hvor i verden de befinder sig.

- Kan du ikke deltage på alle møderne, så vær endelig med i dem du kan. Vi skal nok samle op på, hvad der skete på de forrige møder.

- Vi håber at se så mange medlemmer som muligt, og sidder du derude og vil være med, men ikke er medlem endnu, så kan du melde dig ind her.

MØDERÆKKE:


Torsdag, 27/8 (kl. 16:00 - 17:30)

Medlemsmøde med Fokusområde 1: ”Fremtidens skibsfart og Danmark”


Mandag, 31/8 (kl. 16:00 - 17:30)

Medlemsmøde Fokusområde 2: ”Innovation og omstilling”.


Mandag, 7/9 (kl. 16:00 - 17:30)

Medlemsmøde Fokusområde 3: ”Kompetencer og ligestilling”.


Torsdag, 17/9 (kl. 16:00 - 17:30)

Medlemsmøde: Mærkesager

Torsdag, 24/9 (kl. 16:00 - 17:30)

Medlemsmøde: Mærkesager


Torsdag, 1/10 (kl. 16:00 - 17:30)

Medlemsmøde: Mærkesager

bottom of page