For Offshore Installation Manager i Maersk Drilling, Torben Poulsen, var Blue Diploma det rigtige sted at få sin ledelsesmæssige værktøjskasse fyldt op. Han mener ligefrem, at andre sejlende officerer ikke har nogen undskyldning for ikke også at komme igang.
Blue Diploma udbydes af UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense.
- Jeg har fået ny viden i alle fag. Nu er det op til mig at træne de færdigheder jeg har fået, og derigennem opnå nye kompetencer, siger Torben Poulsen, der sammen med resten af Hold 1 netop er dimitteret fra diplomlederuddannelsen Blue Diploma.
- For mig handler ledelse rigtig meget om relationer, og jeg lærte om mennesker og relationer hver eneste dag. Det jeg umiddelbart kan pege på som et klart læringspunkt er derfor reflektion. Derudover har uddannelsen givet mig nye indsigter og en grobund for min videre udvikling som leder.
- Blue Diploma giver rigtig meget ny viden og endnu flere redskaber og værktøjer som jeg kan bruge i min rolle som leder. Det er nærmest en kliche, men ledelse er jo situationsbestemt i langt de fleste lederroller til søs, så det er nødvendigt at have mange forskellige perspektiver at trække på, siger han.
Målet var ny viden - ikke nyt job
Torben Poulsen er glad for, at han gennemførte Blue Diploma og særligt, at forløbet udvidede hans netværk.
- Jeg er glad for, at jeg kastede mig ud i det, og at jeg mødte de andre fantastiske studerende. Jeg er ofte blevet spurgt om min forventning var, at jeg efterfølgende kunne få mere i løn eller aspirerer til andre job. Det er helt klart et mål eller delmål for nogen, men ikke for mig, siger han.
- Jeg tog udelukkende uddannelsen fordi det er møg spændende at blive klogere på sig selv, på andre, på adfærd, på ledelse og på fakta. Jeg sprang ikke på med et mål om noget som helst andet.
Behov for bedre ledelse til søs
Han anbefaler meget gerne Blue Diploma til andre i erhvervet og mener ligefrem, at sejlende officerer ikke har nogen undskyldning for ikke også at komme igang.
- Det kræver en del at få den hjem, men Blue Diploma er meget fleksibel og det er slet ikke nødvendigt at gøre den færdig på de 2 år den er normeret til. University College Lillebælt, og ikke mindst uddannelsesleder Jens Linder, har hele vejen igennem været meget fleksible. Og så er det i øvrigt vigtigt, at vi får styrket ledelsen til søs, siger Torben Poulsen.
- Min afgangsopgave handler netop om, at ledelse til søs nogle gange virker. De fleste gange virker det overhovedet ikke, fordi der sidder en maskinchef eller en kaptajn, som har galt helt fat i, hvad der er vigtigt, og uden nogen sans for hverken at motiverer, træne eller udvikle.
- Alt for ofte har jeg hørt om nye, unge officerer, der møder den slags gammeldags tænkende, hierarkisk indstillede “konger” i skibene og derfor stopper i erhvervet. Det synes jeg virkelig er synd, siger han.
- Jeg har ikke selv mødt så mange af den slags, men erhvervet kommer til at mangle i omegnen af 150.000 officerer på verdensplan om 5 år, så det nytter ikke noget, at nogle få ødelægger det for de mange. Det er fedt at uddanne sig og der er stadig meget at lære for os alle. Derfor er det bare med at komme igang, og Blue Diploma kan i den grad anbefales.
Comments