Hænger de maritime uddannelser godt nok sammen? Hvorfor organiseres arbejdet i skibene fuldstændig som for 100 år siden? Og kommer vi til at se fuldt autonome skibe og sejlende atomkraftværker? Det har vi fået en god snak med Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, om.
I en serie på tre artikler sætter vi os godt til rette med kaffen og reflekterer over, hvor dansk søfart er på vej hen, og hvordan vi kommer derhen.
Artiklerne udspringer af en samtale mellem Maritime People Club’s formand, Jesper Bonde, og Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, hvor de tager de tråden op fra engang for længe siden, da Bonde var dual studerende og Nordseth leder af uddannelseskontoret i Søfartsstyrelsen – og de to mødtes over grillpølser og en fadøl i Store Heddinge på en studenterweekend i SOL
Det blev en god snak om uddannelse, grøn omstilling, innovation (eller mangel på samme) og søfarts-direktørens gamle kæphest.
DEL 1: De maritime uddannelser
Jesper Bonde:
- For mange år siden var du nede i Store Heddinge, Andreas, hvor jeg som en af de første studerende på den duale skibsofficersuddannelse var formand for de Skibsofficersstuderendes Landsråd (SOL) på SIMAC. Dengang var du leder af uddannelseskontoret og jeg var simpelthen så imponeret over, at du mødte op en fredag aften og grillede pølser og drak fadøl med os unge studerende på et vandrehjem i provinsen. Og så vidt jeg husker førte det jo faktisk til, at vi fik lavet et par ting om på den duale uddannelse.
Andreas Nordseth:
- Jeg kan godt huske den fredag, og jeg har virkelig mange minder fra hele det set up, der var dengang omkring den duale uddannelse. En af de refleksioner jeg havde bagefter var – det kan jeg jo godt sige i dag – det var, at det var rigtig godt at have dialogen med de studerende. Et af de fejlskud vi havde lavet i erhvervet var, at vi gjorde hele den duale uddannelse til ét stort diskussionsemne. Resultatet var, efter min opfattelse, at det støjede rundt i hovedet på de studerende. Det var som om de tænkte; hvad er det for et projekt vi har gang i?
- Der var enormt meget kritisk debat hele tiden og jeg brugte rigtig, rigtig meget tid på at brandslukning og prøve at holde ro omkring flankerne. Vi havde jo fået nogle unge mennesker ind på et langvarigt projekt med en ny helt ny dual uddannelse, og så kunne vi jo ikke bare sætte ild i det hele.
Jesper Bonde:
- Min refleksion var, at hvis vi sagde, at vi troede på den duale uddannelse og samtidig lukkede ned for indtaget af maskinmester- og styrmænds-elever i fx Maersk, så blev det jo sådan en alt-eller-intet-diskussion. I min optik skulle vi have haft de tre uddannelser parallelt, og så kunne det jo godt være, at kun 20 procent af de studerende var interesserede i begge dele – og blev duale.
- Jeg startede selv som styrmandselev og endte med, hvad der nærmest er et maskinmesterjob i dag. Jeg tror stadig, at jeg ville være endt i kassen med de duale. Det blev som sagt sådan en alt-eller-intet-diskussion, synes jeg. Og da jeg var færdiguddannet 8 år senere, og der stadig ikke var nogen løsning på, hvordan vi skulle arbejde i en dual skibsorganisation på seniorniveau ude skibene, så forsvandt jeg jo også. Jeg sejlede et år eller halvandet. Så skiftede jeg til Maersk Drilling.
Andreas Nordseth:
- Og så er det min påstand, at de fleste duale ville have været væk under alle omstændigheder, fordi uddannelsen var så stærk. Det var en meget stærk kompetenceprofil folk kom ud med. Jeg tror, at hvis man gør boet op om ti år, så er det meget, meget få med en fuldt duale seniorofficerer tilbage derude i skibene.
Jesper Bonde:
- Ja. Jeg kunne jo mærke, da jeg første gang kom ind på kontoret som superintendent i Maersk Drilling, så kom begge elementer i den duale uddannelse virkelig i spil. Det var rigtig stærkt.
Andreas Nordseth:
- Vi kan også se det her hos os i Søfartsstyrelsen, hvor vi både har skibsinspektører og folk, der har skiftet fra den tekniske del og over mod den mere administrative del. De er duale på juniorniveau, men de har forståelse for både den tekniske og den operationelle del.
- På landdelen synes jeg, at det er gået som vi havde regnet med. Vi lavede en profil, som bare ville blive enormt attraktiv, så den del af strategien lykkedes vi med.
Jesper Bonde:
- Hvilke kompetencer mener du er afgørende for at være relevant i Det Blå Danmark?
Andreas Nordseth:
- Den store hurdle var og er fortsat tilpasnings- og forandringsevnen i søfartserhvervet generelt set. Ikke bare i Danmark, men på globalt plan. Den er simpelthen ekstremt lav.
- Efterspørgslen på ændrede kompetencer er størst ind mod landsiden. Det er der ingen tvivl om. Det er der, det sker. Det er der, det rykker. Når man kigger på den globale skibsfart samlet set, ser jeg et klart billede at, at vi gennem 30 år lykkedes med at globalisere skibsfarten.
- Når man kigger på skibene, har vi internationalt, et fuldstændig globalt regelsæt og en global håndhævelse. Man kan ikke længere konkurrere på sikkerhedsstandarder, for vi er alle sammen nået til kvalitetsskibsfart version 1.0. Alle har konvergeret derhen.
- Men det betyder så også, at når vi taler kompetencer, så er alle konverteret hen til den samme driftsform. Tager du et gennemsnitsskib, så er det fuldstændig ligegyldigt, hvilket flag det har, hvilken farve det har, hvor besætningen kommer fra, hvor det bliver drevet fra, hvem der er manager og så videre. Skibene bliver drevet på den samme måde, og når det hele kører i et stort, globalt set up, så bliver det endnu vanskeligere at ændre noget, selv når det er til noget smartere.
- Når du går ud og snakker med folkene i skibene, så er der rigtig mange gode idéer til, hvordan man kunne gøre tingene meget mere effektivt, men der er en meget bureaukratisk medlæring, og der er en bureaukratisk kultur, hvor der skal være meget, meget klare regler. Det hele skal være helt lige uanset nationaliteter – og det er sindssygt svært at ændre på.
- Der er en mulighed for, at det at sejle, mere og mere vil glide over til noget, der minder om er “lastbilchauffør-koncept” – altså, at de søfarende bliver mere og mere specialiserede teknikere, der ikke agerer på så højt et analytisk niveau, men agerer superstærkt som operatører. Og de kompetencer, der skal bruges ind mod landsiden, de skal måske i virkeligheden kreeres på en anden måde, hvor disse operatører får noget mere uddannelse lige inden de træder i land.
- I Danmark har vi hele tiden tænkt uddannelsen som en samlet pakke. Vi fylder rigtig meget på til at begynde med. Så udvikler folk sig i forskellige retninger og på et tidspunkt har de opnået tilstrækkelig praktisk erfaring, der sammen men deres teoretiske ballast, analytisk kapacitet og så videre gør, at de er klar til at træde ind i en landorganisation.
Jesper Bonde:
- Når du får hele din teoretiske ballast tidligt, for så at komme ud og arbejde med drift og lærer dit fag, så går der jo noget tid før du er i stand til at kigge på drift optimering, energioptimering og alle de der ting. Så man kan spørge om vores unge får den rigtige viden på det rigtige tidspunkt?
Andreas Nordseth:
- Jeg vil sige nej. Det er jo forbandelsen. For den bedste form for uddannelse er jo sandwich-modellen; du lærer lidt, så går du ud og prøver dig af, så begynder du selv at formulere spørgsmål og kan se, hvad du skal blive bedre til og på den måde begynder man at kombinere teori og praktik.
- Det skulle man egentlig blive ved med hele livet, men vi har igen en tradition, som jeg tror er meget svær at komme ud over. Det med, at man skal definere en uddannelse som en overskuelig kasse kommer vi ikke af med. En uddannelse skal helst være på 5 år, maksimalt 6 år, som vel er det unge mennesker kan overskue og har lyst til at gå i gang med? Det er ikke 8 år. Det kunne vi jo se, dengang med den duale. Det er kompromisernes kunst, hvordan man laver en uddannelse, som man kan få folk med på? Men der er ingen tvivl om, at det ville være meget bedre at lave meget mere teori på den anden side af den praktiske erfaring.
Jesper Bonde:
- Hvordan synes du uddannelserne spiller sammen? Vi har i dag, groft sagt, nogle maritime grunduddannelser: maskinmestre, skibsfører, skibsofficerer, skibsmekanikere og andre. Når du så kommer i land - det er i hvert fald min erfaring - så skal du også bruge noget andet. Der er i dag en superintendent-uddannelse på Københavns Maskinmesteruddannelse, der er en blå MBA og en ny maritim diplomlederuddannelse Blue Diploma. Hvordan synes du uddannelserne spiller sammen? Min egen erfaring er, at det var relativt svært at gå fra den duale uddannelse til en MBA. I mit tilfælde var der behov for dét, som med et godt dansk ord hedder realkompetencevurdering. Der er ikke nogen lige linje fra den ene uddannelse til den anden.
Andreas Nordseth:
- Det er sådan set enig i, men jeg synes, at det er blevet meget bedre end tidligere. De maritime uddannelser har ligesom levet i deres egen boble. I kølvandet på dual-konceptet lavede vi om på, hvordan vi styrede uddannelserne og integrerede os meget mere i retning af de andre uddannelser. I dag har du en professionsbachelor; en uddannelse, som du per definition har ret til at bygge videre på med noget andet, fordi du har nået et bachelor niveau.
- Jeg synes det er meget positivt, at der er kommet nogle knopskydninger, som bygger ovenpå det eksisterende – for eksempel superintendentuddannelsen. Den er et eksempel på et drive, som vi aldrig så før i tiden. På den måde synes jeg uddannelserne supplerer hinanden meget godt.
- Vores oprindelige vision var, at hvis du havde taget en maskinmestereksamen, eller en skibsførereksamen, så havde du endnu mere kredit i det akademiske system. Men det betød også, at hvis du ville have noget, så skulle du også give noget. Hvis vi skulle tage noget ind i uddannelserne, så skulle vi også tage noget ud, Vi sad med de her enormt mange uddannelser på det maritime område.
- Vi prøvede, men der var ikke ”Buy in” på det. Det var enormt vigtigt at lave en professionsuddannelse, som var rettet mod navigatører og maskinmestre, og der var ikke tilslutning til, at vi skulle begynde at sælge ud af kernen, for at skabe plads til noget andet.
Jesper Bonde:
- Hvis jeg sammenligner en skibsofficersuddannelse på SIMAC med den MBA jeg har taget på Norwegian Business School i Oslo – og det siger jeg ikke for på nogen måde at miskreditere SIMAC – så oplevede jeg i Oslo, at de var enormt gode til at sige; dét her, det er vi stærke til, så det underviser vi i. Dét her, jamen, det er der en ovre på Newcastle University, der er rigtig stærk på, så det kommer han og laver et modul for os om.
- På SIMAC oplevede jeg, at man mere maksimerede den viden og de undervisningskompetencer, man allerede selv havde og lavede uddannelserne ud fra det. Hvis vi virkelig skulle lave de der stærke referencer, så skulle det jo være nogen fra den blå MBA, der kom og lavede et minimodul nede på SIMAC, eller nogen fra superintendentuddannelsen, der kom og lavede et minimodul på seniordelen. For det første ville de studerende få en "teaser" til noget mere uddannelse senere og for det andet fik man måske højnet niveauet? Det jeg efterlyser, er en anerkendelse af, og en afslappethed omkring, at der er nogle områder, hvor man ikke selv er allerbedst og derfor får en kollega et andet sted fra til at komme og gøre det for os.
Andreas Nordseth:
- Det er jeg meget, meget enig i. Det var også visionen. Dengang du gik på den duale – og med al respekt, så er det jo ved at være mange år siden – lavede vi samtidig en forandringsproces, som vi kaldte en frigørelsesproces. Vi lavede fuldstændigt om på styringskonceptet og gik væk fra en total detail- og mikrostyring fra Søfartsstyrelsen. Vi klippede snoren fuldstændig og gik over på mål- og rammestyring. I stedet for at sidde og lave detaljerede forskrifter til hvert enkelt fag, sagde vi: “Lav en skibsfører.“
- Jeg kan huske, at jeg selv har stået på et lærerseminar og sagt: “I skal lave en skibsfører, I har tre år, og det må koste så og så meget. Lav dét.” Det var visionen og jeg synes langt hen ad vejen, at det er lykkedes at komme i mål. Jeg vil faktisk vove den påstand, at de maritime skoler i dag er langt mere agile og langt mere i stand til at gøre sådan nogle ting. Superintendent-uddannelsen på Københavns Maskinmesterskole er igen et eksempel på, at der faktisk er skoler, som finder nicher og bliver stærke der.
- Der er også skoler, som finder ud af, hvad de er særligt gode til og virkelig dyrker deres styrker, men der er jo forskel, for en officersuddannelse er jo en grunduddannelse. Det er ikke en MBA, der udbydes i et frit marked. Derfor er der nogle standardelementer, den skal have. De studerende skal kunne alt det, der kræves i en maskinmesteruddannelse, en dual uddannelse eller en skibsføreruddannelse.
- Nogle af skolerne arbejder virkelig hårdt på at blive eksperter på nogle bestemte områder. Nogle af skolerne har også fået en lagt stærkere international profil og laver samarbejder med eksempelvis Shanghai Maritime University, og nogen sender deres studerende til Dubai og Australien. Jeg synes uddannelsessystemet har flyttet sig helt enormt – lysår. De er blevet mere agile og er i stand til at gøre langt mere af den slags.
Jesper Bonde:
- Den internationalisering, kan man jo gå efter med forskellige intentioner. Man kan gøre det, fordi man gerne vil internationalisere. Fordi det er sundt i sig selv at komme ud at se noget andet. Hvis læringsniveauet er det samme, men undervisningen foregår på en anden måde, så er det sundt i sig selv, men man kan også vælge at gøre det fordi man mener, at her er der nogen, der kan gøre det bedre end os selv, så lad os tage dem ind.
- Min fornemmelse er, at vi er gået fra ikke rigtig at gøre den slags til, at det er både sundt og lidt sexet at internationalisere. Men vi tager ikke altid den underviser eller det internationale samarbejde ind, der er bedst. Der skal vi måske hen? Eller er det for sort/hvidt?
Andreas Nordseth:
- Jeg synes det ville være fint, hvis man gjorde det, men jeg vil også sige – uden på nogen måde at sætte vores eget lys under en skæppe – at vi har noget ret godt på hylderne her i Danmark. Jeg synes, at det er lykkedes godt for skolerne og det jeg hører, når jeg snakker med lærer, der har været i Kina og andre steder er, at der er nogle fantastiske refleksioner over, hvor både udlandet og vi hver især er bedst. Så jeg tror, at det internationale samarbejde beriger begge parter.
- Og så synes jeg, at de steder, hvor man – lidt som med MBA - er i et frit marked, der er skolerne gode til at få fat i eksterne parter og lave nogle gode ting. I det marked skal man jo gøre noget for at gøre det attraktivt. For hvad får folk til at betale 50.000 for at komme på et kursus? Der er en anden konkurrencesituation, der drives af nogle andre kræfter, men jeg synes egentlig, at skolerne er i stand til det.
- Når der at tale om grunduddannelser, som er betalt af skatteyderne, så kan man bare ikke tage ud af ligningen, at der altså er nogle ting, der bare skal være på hylderne. Der er en grænse for, hvor meget en skole kan købe en underviser ind fra udlandet, som gør et modul 10 gange dyrere end de andre. Man er nødt til at være sikker på, at der er valuta for pengene – at det er investeringen værd? Skal vi eksempelvis hellere investere i, at vores lærere selv får en MBA og måske ad den vej kan berige vores uddannelser?
- Jeg skal lige skynde mig at understrege, at vi jo ikke styrer skolerne længere. Den opgave er flyttet fra os og det har på mange måder været både naturligt og en super god udvikling. Jeg har stor tiltro til, at det maritime uddannelsessystem har været igennem en god udvikling og at det også vil være det fremover.
Læs med, når vi over de kommende uger deler Jesper og Andreas tanker om, hvorfor arbejdet i skibene stadig organiseres fuldstændig som for 100 år siden, og om vi kommer til at se autonome skibe og atomkraft som drivmiddel i den civile handelsflåde.